مقالات باللغة الدانماركية ـ
Dank artikler
 



*   Landet mellem floderne

*  
Sumerisk-akkadiske eper

*
 Sumeriske ordsprog

Af : Palle Rasmussen

  " AKITO"  - Den assyriske nytår
Af: Gabriel Georges

ـــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــــ

Landet mellem floderne.

Af Palle Rasmussen

 

Det nuværende Irak har så fra de tidligste tider – det vil sige mange tusind år før Kr.f. – været beboet af et sammensurium af forskellige stammer, folkeslag, sproggrupper, religiøse, kunstneriske, traditionsmæssige etc grupper. At landet endnu i dag – eft en skinsamling under et påtvunget diktatorisk styre - er et virvar af modstridende interesser, turde være bekendt for enhver .

"Historien begynder med sumererne" var den danske titel på S.N.Kramers fortræffelige bog fra 1956. Titlen kan misforstås, som om verden på en eller anden måde begyndte med dette folk, men det var nu ikke meningen. Tales der i fagkredse om "historisk tid", i modsætning til "forhistorisk tid", menes der den periode i en civilisations udvikling, hvor et skriftsystem opstår og bruges til at nedfælde, personlige og kollektive, "historiske", begivenheder. I den henseende begyndte sumererne historieskrivningen med den nys opfundne kileskrift, tæt fulgt af ægypterne med de noksom bekendte hieroglyffer.

 

Summererne var et folk der talte et ikke-semitisk sprog. O.3500 trængte de ind i den sydlige del af landet mellem floderne Eufrat og Tigris, det grækerne kaldte Mesopotamien, "landet mellem floderne", nutidens Irak. Det var et potentielt frugtbart land, og adskillige stammer og folk havde færdedes og bosat sig dér gennem flere tusinde år. Det var altså ikke ubeboet land sumererne trængte ind i, enten gradvist som immigranter, eller som erobrere, åbenbart militært, administrativt og udviklingsmæssigt overlegne sammenlignet med den tidligere lokale befolkning, der efter det arkæologiske materiale at dømme gradvist blev optaget og inkorporeret i de sumerisktalende samfund. Gennem de næste mange århundreder dannedes en række magtfulde, indbyrdes uafhængige sumeriske bystater, Eridu, Ur, Larsa, Uruk, Lagash, Umma o.m.a., hvor der med tiden skabtes højt udviklede politiske, kunstneriske og litterære kulturtræk, men et egentligt summerisk rige opstod ikke.

Det var en udvikling som skulle vise sig at være karakteristisk – måske naturbetinget - for landet mellem og omkring floderne. Gennem læsning af traditionelle historiebøger får man let indtryk af at Mesopotamien udgjorde en helhed, hvor forskellige folkeslag med særegne kulturer på skift overtog herredømmet for en tid, indtil et nyt folk trængte frem og overtog magten. Således nævnes foruden sumererne,  akkadere, assyrere, babylonere, persere, makedonere, parthere o.a., men et samlet rige som f.eks. det ægyptiske med fælles sprog og homogene kulturtræk opstod aldrig i oldtidens (eller nutidens?) Mesopotamien.

Sandt nok fremstod gennem tiderne forskellige – oftest samtidige - militære, politiske, økonomiske magtcentre, som konkurrerede indbyrdes om overherredømmet, og hvis indflydelse, administration, sprog og herskerklasser for en tid kom til at øve større eller mindre indflydelse på allierede  eller underkastede områder, men et egentligt "mesopotamisk" folk har aldrig eksisteret. Tvært imod har landet været en smeltedigel af semitiske (kaldæere, amoriter, akkadere, babylonere, assyrere, aramæere), indoeuropæiske (iranere, medere, persere, elamitter, makedonere, grækere) og andre sproggrupper (summerere, ubeidere, kassiter, gutae, hurriere o.m.a.), ligesom et utal af religioner, traditioner, hverdagsmæssige og kreative aktiviteter har eksisteret side om side og har påvirket hinanden  i ægte "multietniske" samfund, på tværs af sprog- og nationalitetsbarrierer. Intet enkelt folk, ingen enkelt sproggruppe ville på noget tidspunkt, hverken før eller nu, kunne gøre krav på at være "oprindelige" eller "ægte" mesopotamere. 

Sumerernes kileskrift blev beundret, overtaget og tillempet andre sprog af de senere administratorer og historieskrivere. Man skrev bl.a. i blødt ler på tavler, der blev opmagasineret i arkiver og biblioteker og nogle skulle måske senere have været oblødt og genbrugt, men lykkeligvis er tusinder og atter tusinder af disse tavler blevet brændt og bevaret, bevidst eller p.gr.a. pludseligt indtrufne katastrofer, og senere historiker - og vi - har således i dag et enormt skriftligt materiale til beslysning af livet i de mesopotamiske bystater og riger.  

 

Akkaderne var semitisktalende folkeslag, der i det 3. årtusinde gradvist undertrykte sumererne, men lærenemt overtog kulturtræk fra de undertvungne, bl.a. skriften, lissom man udarbejdede de ældst kendte ordbøger, nemlig for sumerisk. Akkaderne satte nemlig stor pris på sumerernes litteratur, som de studerede og efterlignede, længe efter at ingen mere talte sumerisk. Et akkadiske rige opstod omkring byen Akkad i det nordlige Sumer og hævdede sig som stat fra o.2350 til 2150. Staten opnåede sin største udstrækning under herskeren Sargon (o.2300).  I tidens løb blev det sumeriske sprog undrtrykt til fordel for det akkadiske. Som så mange herskere efter ham drev Sargon en regulær erobrings- og undertrykkelses- og plyndringspolitik, invaderede bl.a. det nordlige Mesopotamien, Elam (øst for Sumer), Syrien og Kanaan, i forsøget på at skabe et akkadisk storrige.

O.2100 brød riget sammen p.gr.a. indre stridigheder & under angreb fra Gutierne, et bjergfolk øst for Mesopotamien. Af de akkadiske folkegrupper skulle især to gøre sig historisk gældende, babylonerne og assyrerne.

 

Babylonerne var en blanding af akkadere og sumerere. Byen Babylon, Biblens Babel[1], blev grundlagt år c. 2000 omtrent 80 km syd for nutidens Bagdad,  som akkadisk-amoritisk bystat. Under Hammurabi, den berømte lovgiver (c.1792-1750), blev hele det sydlige Mesopotamien samlet til ét kongerige med Babylon som hovedstad, der udviklede sig til en pragtby på begge sider af Eurfrat. De sidste århundreder inden rigets fald var Babylon muligvis verdens største by, med en befolkning på over 200.000. Det babylonske rige konkurrerede gennem århundreder med de beslægtede assyrere og var en tid lang underkastet deres herredømme. Efter en lang periode under fremmed herredømme dannedes det ny-babylonske Rige i 626. Det varede til 539, da Babylon faldt for persernes invasion.

Det folk der senere skulle kalde sig assyrere, opkaldt efter en lokal gud, Ashur, og dennes hellige by, 160 km nordvest for det nuværende Bagdad, dukker op sent i Mesopotamiens historie. Deres første indskrifter dukker op o. år 2000. De herskere der stod i spidsen for samfundet i tiden fra o.1600 havde alle akkadiske, altså semititiske, navne, men deres magtområde har været ubetydeligt, idet landet har været underlagt kongedømmet Mitanni, et rige i den nordligste del af Mesopotamien.. Først o.1400 opnåede assyrerne uafhængighed, og med herskeren Ashur-uballit I. (c.1354-c.1318), den første der opkaldte folket efter guden og byen, opstod det egentlige assyriske rige, der, med op- og nedgangstider, skulle bestå indtil o.600 f.Kr., hvorefter det forsvinder ud af historien som selvstændigt rige.

De mellemliggende århundreder var præget af endeløs rivaliseren og endeløse kampe, erobringer, nederlag og folkevandringer, frivillige og tvungne. Blandt de kendteste ("berømteste") assyriske herskere kan nævnes Ashur-uballit I., der betragtes som den egentlige grundlægger af riget. Shalmaneser I. (c.1263- c.1234) underkastede sig det svækkede Mitanni-rige i nord og gjorde det til en assyrisk provins, samtidigt med at han til advarsel for fremtidige modstandere hævdede at have blindet 14.000 fjender på det ene øje[2]. Hans søn Tukulti-Ninurta (c.1233- c.1197) udvidede riget, og tvangsforflyttede tusindvis af hittiter fra Lilleasien, og da babylonerne gjorde oprør, hævnede han sig ved at plyndre byens tempel. Hans egne sønner gjorde oprør mod ham, han blev myrdet, og Babylon blev igen for en tid frit. Tiglath-pileser (c.1115- c.1070) bekæmpede hurritternes land mod nord, aramæerne, Syrien i vest og de mange små beduinstater, lissom han generobrede og plyndrede Babylon. Herefter fulgte en nedgangsperiode, hvor imperiet begyndte at falde fra hinanden. Ashurnasirpal II. (883-859) erobrede igen store landområder og udviste efter eget udsagn stor grusomhed mod overvundne fjender, der blev gennemboret med pæle, flået, halshugget eller deporteret massevis. Sådanne deportationer medførte at befolkningen i det assyriske rige blev en yderst uensartet blanding af folk, traditioner og sprog, hvoraf aramæisk senere blev det gængse. Ashurnasirpal benyttede de rigdomme han plyndrede eller inddrev til storstilet bygge- og kunstvirksomhed i sin hjemby. Hans søn Shalmaneser III. (858-824) var lige så energisk og brutal som sin far, men hans militære foretagender var mindre heldige. Adad-nirari III. (810-783) huskes måske bedst p.gr.a. sin mor, Sammu-ramat, eller som grækerne kaldte hende, Semiramis, der regerede for sin umyndige søn og jf. sagnet udførte store bygningsværker i sin fødeby Babylon. 

Efter en lang nedgangsperiode  efter 780 bragte Tiglath-pileser III. (745-727) riget på fode igen og udvidede det gennem sine erobringer til dets største udfoldelse. Babylon forblev dog selvstændingt. Den syriske by Arpad satte sig så hårdnakket til modværge at det tog assyrerne tre år at indtage den, hvorpå indbyggerne blev myrdet og byen jævnet med jorden. I 733 hærgede han Israel, året efter indtog han Damaskus og lod kongen dræbe. Endelig gjorde hans sig til konge over Babylon. Også han kastede sig ud i storstilet byggeri efter sine plyndringer. Sennacherib (704-681) gik til angreb på det vestlige Iran, Syrien, Palæstina, Ægypten og Jerusalem. Sidstnævnt by måtte han dog opgive, bl.a. fordi hans hær blev ramt af pest, hvoraf – jf. Biblen – 185.000 af hans soldater døde[3]. Da Babylon igen gjorde oprør, plyndrede og hærgede han den og ledte kanalen gennem ruinerne. Han blev siden myrdet af sin egen søn. Hans efterfølger Esarhaddon (680-669) genopbyggede Babylon, der eksisterede som stat endnu c.70 år efter at det assyriske imperium var gået definitivt til grunde i 609 f.Kr.

Som man vil have forstået, har der i disse c. 3000 år periodevis foregået en livlig, ja overvældende, administrativ, militær men osse kunstnerisk kreativ aktivitet, det sidste især indenfor arkitektur og skulptur, herunder både rundskulptur og relief, og takket være de mange til dels vidt forskellige folkevandringer og –blandinger er der foregået en vilter udveksling af ideer, opfindelser, traditioner, organisatoriske, tekniske, kunstneriske og litterære tendenser etc. Alle større mesopotamiske byer havde mindst én ziggurat, teglstenspyramide, hvoraf Babylons "babelstårn" er den bedst kendte. Babylons "hængende haver", et af oldtidsgrækernes syv underværker, er som betegnelse nok de fleste bekendt.

Diverse erobrere og herskere kronede deres sejre og magt ved storstilede byggeprojekter og bygrundlæggelser, hvor mange af datidens mest fremragende kunstnere og kunsthåndværkere fik mulighed for eller blev beordret til at yde deres ypperste. Assyrisk arkitektur var oprindeligt inspireret af babylonske og mitanni traditioner, men udviklede tidligt sin egen stil. Adad-nirari (c.1995- c.1264) udvidede templet og paladset i Ashur, byggede forsvarsværker dér og havde osse byggeprojekter i gang i provinserne, og hans søn , Shalmaneser I. grundlagde en ny by, Kalakh, hvor nu Nimrud ligger. Ashurnasirpal II. udvidede siden byen og gjorde den til sin hovedstad og lod osse opføre templer og paladser i andre byer, hvoraf ingen dog kunne måle sig med hans eget 25.000 m2 store palads i Kalakh, dekoreret med både vægrelieffer og -malerier. På toppen af Ninurtatemplet var indrettet et astronomisk observatorium, og byen blev imperiets kulturelle midtpunt, og senere – takket være plyndringer fra Fønikien og tvangsimporterede fønikiske kunstnere - et center for elfenbenskunsthåndværk. Blandt de mange mesopotamiske bygherrer bør nok osse igen nævnes den halvt mytiske Semiramis, om hvem den romerske digter Ovid siger at hun omgav Babylon med en høj mur af brændte sten, som nogle i oldtiden betragtede som et af de nævnte syv verdensvidundere. Tiglath-pileser III., Sargon II. (721-705), Sennacherib, Esarhaddon, Ashurbanipal (668-627) o.a. satte vægtige byggerier i gang og udstyrede og udsmykkede dem med erobrede såvel som med hjemmegjorte kunstværker, en fryd ikke mindst for nutidens arkæologer.

Sumererne havde altså opfundet skriften, der blev overtaget af de efterfølgende folks herskere[4]. Disse lod gennem århundreder skrive- og kopieringsarbejde udføre af sumeriske skrivere, som osse beherskede det svære sumeriske sprog, der langt op i tiden blev bevaret som et fornemt litterært udtryksmiddel, selv efter at sumerisk var blevet et "dødt" sprog som ingen længere talte, altså som senere latin i Europa. Og lissom arkitekter og kunstnere udviklede sig under konstant gensidig påvirkning, sådan kopierede, efterlignede og nyskabte skiftende perioders og folkeslags forfattere og digtere hinanden, ganske som det har været tilfældet overalt i verden til alle tider. Af skriftlige vidnesbyrd er bevaret tusinder og tusinder af lertavler, notater, breve, kontrakter, forordninger, bønner, hymner, biografier, eper o.m.m.m. Meget er for os værdiløst, andet kun interessant for fagfolk, arkæologer, epigrafikere og lingvister, men der er stadig uoverskuelige mængder af materiale som er af interesse osse for lægfolk. Det kan være materiale der belyser religiøse, juridiske, historiske, tekniske, etiske, administrative etc. aspekter, og endelig er der bevaret et imponerende litterært korpus, kendskabet til hvilket for nærværende skriver beklageligvis endnu er ganske mangelfuldt. Man kender nu mindst ni sumerisk episke digte, hvis længde varierer mellem 100 og over 600 linier, men har man interesseret sig blot overfladisk for mesopotimisk tradition, kender man – i det mindste af omtale - Gilgamesh eposet. Det består af oprindeligt sumeriske helte- og sagndigte, der sandsynligvis, ligesom grækernes homeriske digte, stammer fra en tid før skriftens opfindelse, altså er blevet overleveret fra mund til mund, indtil de er blevet samlet til et epos og senere nedskrevet på lertavler i kileskrift. Digtets umådelige popularitet ses bl.a. af at det blev kopieret, oversat og efterlignet på mange sprog, af babylonere, assyrere, hittiter, hurriter, og muligvis kanaanæere. Det er ikke den samme tekst der kendes fra de forskellige "redaktioner", dels fordi tavlerne hvorpå digtet blev skrevet er bevaret mere eller mindre fragmenteret, og altså ingen enkelt redaktion indeholder den ultimative tekst; endvidere har de forskellige redaktører sammensat deres egne udgaver af diverse enkeltsange, lissom senere digtere har følt sig kaldet til at supplere de oprindelige tekster med egne bidrag. Den senest kendte og mest fuldstændige tekst er assyrisk, fundet i Assurbanipals bibliotek i Ninive.

Det er umuligt at oversætte en digterisk tekst fra et sprog til et andet, og med den umådelige afstand der er mellem oldtidens Mesopotamien og vores verden, både hvad angår tid, baggrund og – især – sprog, har vi ingen chance for at læse digtet med bare tilnærmelsesvis samme forståelse og påskønnelse som samtidige læsere og lyttere. Og ikke desto mindre er det stadig en fascinerende tekst, om eventyr, helte, uhyrer, venskab, kærlighed, tørst efter viden, angst for døden, søgen efter evigt liv. Teksten er oversat til moderne sprog, osse dansk, og engelske oversættelser kan nu hentes på internettet. 
Særligt interessant er måske den sidste del af den assyriske version, en beskrivelse af syndfloden. Det har ikke oprindeligt været en del af Gilgamesh-traditionen, men er her indføjet i beskrivelsen af heltens liv.
 

Syndflodsmyten kendes fra både summeriske og babylonske overleveringer, og bibellæsere vil kunne finde slående paralleller mellem de mesopotamiske varianter og den meget senere gammeltestamentelige. Begyndelsen til Historisk litteratur ser vi  fra Sargons og hans efterfølgeres tid, tidligst i form af annaler, altså nedfældelse af de vigtigste begivenheder i kronologisk orden. Da krig var Assyriens hovederhverv, fik krigsmanøvrer forrang, mens i Babylonien lister over bygningsværker vurderedes højere. En anden type var "pragtindskrifterne", beskrivelser af de forskellige stadier af erobringen af et specielt område. Lyrisk digtning tjener langt overvejende hyldest af, bønner og tak til guderne.

Landet mellem floderne, uden klare naturlige geografiske grænser, synes fra de ældste tider at have været et område med endeløse omvæltninger. Efter Assyriens og Babyloniens undergang indlemmedes landet i perserriget (Kyros den Store), hvorefter de græske makedonere (Alexander den Store og hans efterfølgere, seleukiderne) overtog herredømmet, indtil Parterne fra det nuværende Iran tog over. Fra det 7.årh. begyndte arabificeringen af landet, der nu som Iraq blev en del af det muslimske kalifat, hvorefter det i det 16.årh. blev indlemmet i de muslimske tyrkeres ottomanske imperium. Efter afslutningen af Første Verdenskrig, hvor Tyrkiet havde sluttet sig til taberne, blev landet i 1920 et protektorat under Storbritannien, der imidlertid fastsatte Iraks grænser uden hensyntagen til landets forskellige etniske og religiøse grupper som kurdere, shiitter, sunnier o.a. I 1921 indsattes Fasisal I. som konge, men først i 1932 blev Irak uafhængigt af britisk kontrol. Kongedømmet blev afskaffet ved et kup i 1958, og i 1979 blev Saddam Hussein præsident.

De talrige gamle og nye riger gik til grunde et for et, Sumer, Elam, Akkad, Babylonien, Assyrien, gutaeernes, hurriernes, hittiternes, kaliffernes, ottomanernes riger. Men hvad var det der egentlig gik til grunde? Byer blev hærget, herskere afsat, paladser, templer og huse plyndret og brændt eller jævnet med jorden, sprog døde ud,  - men mennesker fortsatte med at leve, arbejde, bygge, tale, tro, stifte familie, danne samfund, nu blot under andre herskere, andre autoriteter, evt. med nye sprog. Og sprog uddør ikke så nemt. Som nævnt fandtes i tidens løb adskillige sproggrupper i landene mellem Middelhavet og den Persiske Bugt, semitiske, indoeuropæiske o.a. Nogle uddøde, andre kæmper endnu for at overleve. Vi bruger endnu i dag "assyrisk" som en – godt nok noget uklar - betegnelse for sprog, for "assyrisk" kan betyde –

 

1/  det semitisk-akkadiske sprog som uddøde med Babylons og Assyriens fald;

2/  aramæisk, osse et semitisk sprog, muligvis Jesus' modersmål, som forhen var lingua franca i de mellemøstlige lande og som nævnt det officielle sprog i det Assyriske imperium;

3/  assyrisk ny-aramæisk, som opstod da det oprindelige assyriske skriftsprog blev udkonkurreret af aramæisk, der gradvist vandt indpas blandt assyrerne i en ny hybrid form, assyrisk aramæisk. 

Assyrisktalende folk lever i dag som et mindretal side om side med bl.a.kurdere, turkmener og arabere i  et område der strækker sig over dele af Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien, et område lidt mindre end Kurdistan. Og endelig -

4/  klassisk syrisk, et aramæisk sprog, som bl.a. bruges som liturgisk sprog i den maronittiske kirke i Syrien.

Mens arkivarernes, skrivernes, digternes og historikernes interesser var koncentreret om herskernes og de politiske og økonomiske overklassers liv og gerninger, erfarer vi sjældent noget om den store befolkning, handelsfolk, tiggere, budbringere, slaver, skrivere, kunstnere, prostituerede, bønder, håndværkere, arbejdere i administration osv osv, medmindre det var direkte relevant for magthaverne, og senere tiders historieskrivning og arkæologi får således en skævvridning. Vi læser og hører om "store" herskere og slægter, om deres magt, bedrifter, krigstogter, erobringer, sejre, paladser, rigdomme, osv; vi lærer "kongerækker", navne, årstal, kunstneriske og arkitektoniske vidundere, læser fortællinger, digte og eper om sagnhelte, sympatiserer med denne eller hin, - men er det et "historisk", dvs et realistisk eller i det mindste pålideligt billede af et land, et folk, en periode? Tænk hvis man om tusind eller to tusind år ikke ved andet om et forhenværende "Danmark" i det 20-21. århundrede end hvad kilder beretter om kongehuset og de ti rigeste familier i landet, og af hvis arkitektoniske vidundere kun er bevaret ruinerne af et kongeligt bibliotek og et operahus.

 

Bertold Brecht kommenterede spørgsmålet således:

 

En læsende arbejder spørger

(Fragen eines lesenden Arbeiters)

 

Hvem byggede Theben med de syv porte?

I bøgerne står navnene på konger.

Var det kongerne der slæbte klippeblokkene hen?

Og Babylon blev ødelagt flere gange,

Hvem byggede det op igen hver gang?

...

Hvor gik murerne hen, den aften,

Da den kinesiske mur var færdig?

...

Den unge Alexander erobrede Indien.

Han alene?

Cæsar slog gallerne.

Havde han ikke i det mindste en kok med sig?

Philipp af Spanien græd, da hans flåde

Var gået under. Var der ikke andre der græd?

...

Der er så mange beretninger,

Så mange spørgsmål.         

Palle Rasmussen. 

 

[1] Biblens oversættelse af navnet til "Forvirring" er forkert. Babylon var grækernes navn for akkadernes Babilu, der var en gengivelse af et oprindeligt sumerisk navn der betød "gudernes port".

[2] Det skal dog bemærkes at man i oldtidens talmæssige angivelser kan regne med rundhåndede overdrivelser.

[3] Se ovennævnte fodnote.

[4] Kunsten at læse og skrive kileskrift har været begrænset til ganske få udover de professionelle skrivere.
 

 Sumerisk-akkadiske eper
Af Palle Rasmussen

 

Et folks eller en befolkningsgruppes poetiske kreativitet eller "litteratur" synes at udvikle sig og forme sig efter tidløse og almentmenneskelige mønstre. Det blev for folkeeventyrernes vedkommende demonstreret i Vladimir Propps efterhånden klassiske Folkeeventyrernes morfologi (opr. på russisk 1928, oversat t. engelsk 1958), hvoraf det fremgår at fortællinger i denne genre udformes efter samme mønster til alle tider og blandt alle folkeslag. Vi mennesker har til altid digtet, fortalt, sunget. Man har skabt eventyr og myter om de ting man ikke forstod, formler og vers til afvending af onde magter og hidkaldelse af gode, man har sladret om hinanden, om naboerne og om dem fra andre bygder og egne, i sang og sagn ham man spottet og rost hinanden, fortalt om tåbelige, morsomme, snedige, uhyggelige og heltmodige bedrifter etc., og alt blev videregivet mundtligt generation efter generation til advarsel, opmuntring og efterlignelse.

Normalt har ethvert primitivt samfund udviklet sig til større og større helheder,  med mere og mere avanceret teknik og administration og bedre overlevelsesmuligheder i en delvis fjendtlig omverden, for til sidst at skabe regulære civilisationer i form af byer og stater. Man har tilpasset sig, har specialiseret sig, som bønder, fiskere, håndværkere, arbejdere, bygmestre, arkitekter, billedkunstnere, musiker, digtere,  krigere, forretningsfolk, og med skriftens indførelse skrivere, skoler og lærere etc. Man har delt sig i samfundsklasser, økonomiske og arvelige, militære, i indflydelsesrige og ledere. De store blandede folkemasser, delvis opdelt fagligt, økonomisk og socialt, har som en del af det eksisterende samfund  været indordnet under dets religiøse, juridiske, etiske, æstetiske etc krav og muligheder, men individuelle befolkningsgrupper har desuden udviklet egne traditioner og kulturtræk, faglige, sociale, kunstneriske etc.

Ser vi på et samfunds digteriske eller litterære udtryksformer, som er emnet for det foreliggende indlæg, kan vi meget upræcist, men i det foreliggende tilfælde ganske praktisk, skelne mellem folkedigtning og fin-kulturel digtning. – Således vil trylleformler, myter, sagn, eventyr[1] og (ægte) folkeviser som navnene viser være "folkedigtning", mens sagaer, heltedigte og ridderviser tilhører "fin-kulturen". At der ikke ligger en uoverstigelig barriere mellem de to gruppers udtryksformer, men at man til en vis grad har kendt og efterlignet hinandens ideer, turde være indlysende, selvom påvirkningen nok langt overvejende er foregået fra finkultur til folkekultur, det der på tysk kaldes "gesunkenes Kulturgut". Et godt eksempel er de middelalderlige danske "folkeviser", der af fagfolk ofte hellere kaldes "ridderviser", idet der her er tale om oprindeligt høvisk eller ridder-finkultur, som i tidens løb er overtaget af det ikke-adelige folk, hvoraf navnet "folkeviser".

En særlig finkulturel eller adelig genre - ingen af betegnelserne er god - er det oprindeligt mundtligt overleverede epos eller heltedigt, som f.eks. de første bevarede europæiske digte, de homeriske  Iliaden og Odysseen, og de senere oldengelske Beowulf og Maldon Slaget , men der findes osse eper fra Kanaan (Baal epos, Anath's nedstigning til dødsriget), Ægypten (Skabelsesepos), Indien og Sri Lanka (Bhagavadgita, Mahabharata, Ramayana; de tamilske Cilappatikaram, Manimekalai o.a.), og Mesopotamien (Gilgamesh, Enmerkar, Atra-Hasis, Enuma Elish), o.m.a.    

Mange af disse eper er efter al sandsynlighed forfattet og overleveret mundtligt, måske gennem århundreder, indtil der i de lokale samfund er blevet udviklet et skriftsystem tilstrækkeligt smidigt til at gengive sangernes (bardernes, homeridernes) digte for at bevare dem for eftertiden, hvorefter der er opstået en ny og anderledes genre, det skrevne epos.

Det er vigtigt for forståelsen af det overleverede materiale at vi skelner mellem den oprindeligt mundtlige og oprindeligt skrevne digtning. Så længe et stykke litteratur, lyrisk, episk eller dramatisk, overleveres fra mund til mund, er det ufærdigt, forandres det ustandseligt, bliver forlænget eller forkortet, bliver bedre eller dårligere etc. alt afhængigt af fortællerens eller sangerens talent, inspiration, energi samt forventningerne blandt hans lyttende publikums – for den mundtlige litteratur vil naturligvis altid kræve et publikum. Men fra det øjeblik en tekst nedfældes skriftligt, f.eks. på lertavle, papyrus, pergament etc, efter en eller flere sangeres eller fortælleres hukommelse eller diktat, så at sige stivner det, får det en endelig uforanderlig form, som med tiden kan gå hen og blive den autoriserede udgave, som det f.eks. er sket med de homeriske digte og Biblen. Om de mesopotamiske digte og eper nogensinde har fået en endelig udformning er tvivlsomt, især p.gr.a. den livlige kopierings-, efterlignings- og oversættelsesvirksomhed de har været underkastet.

 Af de fire nævnte mesopotamiske eper er Gilgamesh et af de ældste og det bedst kendte, og jeg skal nedenfor komme nærmere ind på det. Det sumeriske Enmerkar[2] er fortællingen om hvordan Enmerkar, solguden Utus søn, grundlagde byen Uruk, underkastede sig kongen af Aratta, opfandt kunsten at skrive på lertavle, og fik bygget et tempel i byen Eridu. Han sender en budbringer med befaling til kongen af Aratta:

"Hans [Enmerkars] tale var vægtig, og dens indhold fyldigt. Budbringeren, hvis mund var tung, kunne ikke gentage den. Fordi budbringeren, hvis mund var træt, ikke kunne gentage det, tog og glattede Kulabas hersker [Enmerkar] en klump ler og skrev budskabet som på en tavle. Før dá brugte man ikke at skrive budskaber på ler. Nu, under den sol og på den dag blev det gjort."

 Budbringeren afleverer tavlen med Enmerkars befaling til herskeren af Aratta:

 "Efter at han [budbringeren] havde talt således til ham, fik herskeren over Aratta af budbringeren overrakt den brændte tavle. Herskeren over Aratta betragtede tavlen. Det overbragte budskab var blot søm, han rynkede vredt panden". 

 En indlagt hymne udtaler osse ønsket om og forudsiger at "landene Cubur og Hamazi med mange tunger, Sumer, Akkad, Martu – ja hele universet" en dag vil påkalde Enlil, sumerernes højeste gud, på ét sprog:

 "Enki [visdommens gud], gud for rigdom og beslutsomhed, verdens vise og alvidende hersker, klogest af guder, valgt for sin visdom, Eridugs herre, skal ændre talen i deres mund, alle dem han har bosat der, og således bliver menneskers sprog i sandhed ét".

Den omstridte engelske ægyptolog David Rohl har fremsat den teori at Enmerkar skulle være identisk med Biblens Nimrod, At Eridu skulle være Biblens Babel, og den store ziggurat dér skulle være baggrunden for myten om babelstårnet.

Atrahasis menes at gå tilbage til det 18.årh., opkaldt efter digtets helt, om skabelse og syndflod. Den ældste bevarede kopi, på tidlig babylonsk akkadisk, stammer fra midten af det 17.årh., men der kendes adskillige ældre fragmenter, ligesom der osse findes en senere men meget fragmenteret assyrisk oversættelse fra Ashurbanipals bibliotek i Ninive. Den babylonske tekst er bevaret på tre tavler. Den første beskriver hvordan de sumeriske guder for himlen, jorden og vandet, Anu, Enlil og Enki, skabte verden og delte den mellem sig ved lodtrækning. Enlil satte underguder til at dyrke jorden og vedligeholde floderne og kanalerne [3]:

        Da Anu havde begivet sig op til himlen,

 Og ferskvandsguderne var rejst ned,

 Så satte himlens annunaki [= himlens underguder]

 Igigi [= jordens underguder] til at udføre det hårde arbejde.

 De måtte grave kanaler,

 Måtte rense vandløb, landets livsårer.

 Guderne gravede Tigris

 Derpå gravede de Eufrat. ...

Men efter 3.600 år gør de oprør, ophidset af en leder, og nægter at arbejde:

         De talte sliddets år.

   3.600 år udholdt de møjen,

   Hårdt arbejde, nat og dag.

   De stønnede og bebrejdede hinanden ...  

   ...  

   Guderne lyttede til hans tale, [dvs. gigigi-guderne lyttede til oprørslederen]

   Satte ild til deres redskaber,

   Kastede deres spader på bålet,

   Deres offergaver til ildguden.

   Det flammede op.

De marcherer til Enlils bolig og omringer det, og Enlils tjener vækker den sovende:

"Herre, huset er omringet,

Pøblen står for døren. ..."

Enlil fik skaffet våben til sin bolig.

Enlil talte

Og sagde til tjeneren Nusku:

"Nusku, stæng døren,

Tag dine våben og stil dig foran mig".        

På himmelguden Anus råd sender Enlil Nusku ud for at høre hvem der anstiftede oprøret, og de svarer:

 "Hver eneste af os erklærede krig!

Vi er holdt op med at grave.

Arbejdsbyrden er for tung, den tager livet af os!

Vort arbejde er for strengt, møjen for stor!

Så hver eneste af os guder

Er enige om at klage til Enlil".

 Enki, som osse er den vise gud, foreslår som et fredeligt kompromis at de skal skabe mennesker til at gøre arbejdet. Modergudinden Mami danner så lerfigurer iblandet kød og blod fra en til formålet slagtet undergud, Geshtu-E, og efter ti måneder fødes de første mennesker af et kunstigt dannet moderliv:

         Geshtu-E, en gud med evnen til at tænke,

Blev slagtet .

Nintu blandede ler

Med hans kød og blod.

En ånd blev skabt af gudens kød,

ånden blev til for at ikke den dræbte gud skulle glemmes. ...


         Hun tog fjorten stykker ler,

Lagde syv stykker til højre,

 Syv til venstre.

Imellem dem lagde hun en mursten af ler.

Hun to et siv til at skære navlesnoren over,

Skabte syv mænd,

Skabte syv kvinder. ...

Den anden tavle beskriver hvordan menneskene formerer sig hæmningsløst så at der opstår et overbefolkningsproblem, hvilket Enlil først forsøger at løse ved hvert 1200 år at sende pest, tørke og hungersnød, og til sidst med en syndflod. 

Det beskrives nærmere på den tredie tavle, der osse har historien om helten Atrahasis, hvis navn betyder "den umådelig vise", som advares af Enki, der råder ham til at bygge en ark til sin familie og dyr, hvorved de overlever uvejret. Enlil og Enki enes derefter om at regulere befolkningstilvæksten på anden vis. Denne syndflodsmyte blev, som vi skal se nedenfor, senere inkorporeret i slutningen af Gilgamesh eposet.

Vi har i Atrahasis eposet en aitiologisk fortælling, d.v.s. myte der skal forklare hvordan noget er opstået, i dette tilfælde hvordan menneskene er blevet til, hvorfor menneskelivet er plaget af hårdt arbejde, hvordan mennesker formerer sig uhæmmet og hvordan naturen begrænser befolkningstilvæksten. Det er et digt der behandler almenmenneskelige spørgsmål, og det kan stadig læses – selv i oversættelse – med fornøjelse.

Enuma Elish[4] er et andet akkadisk (d.v.s. babylonsk-assyrisk) digt, opstået engang i det 2. årtusinde. De bevarede manuskripter stammer fra det 9.årh., osse fundet i Ashurbanipals bibliotek. Det består af ca. 1000 linier på 7 lertavler, hvoraf den 5. er stærkt fragmenteret.  Det er en vigtig kilder til forståelse af babylonernes verdensbillede, centreret om  Marduk, den øverste af akkadernes guder og Babylons skytsgud.  Det beskriver en kamp mellem guderne og en hoben rebeller, ledet af Tiamat,  havet & urmoder, skaber af stridbare uhyrer:

 

... hun fødte drager,

med spidse tænder og skånselsløse bid,

i stedet for blod fyldte hun gift i deres årer.

Fnysende uhyrer klædte hun i rædsel,

hun gav dem stråleglans, gav dem lighed med guder:

"Lad hver den som ser dem falde bævende til jorden!

Lad dem altid gå til angreb, de skal aldrig slås tilbage!"

Hun lod fremstå Den Hornede Slange, Slangedragen og Dæmonen,

Løvemennesket, Den Gale Hund og Skorpionmennesket,

rasende storme, Fiskemennesket og Tyremennesket,

de bar nådesløse våben, frygtløse i kamp.

Hendes mægtige anvisninger var uden sidestykke.

I alt skabte hun elleve på denne vis. ...

                                                         

Kampen afgøres i en tvekamp mellem Tiamat og Marduk, der dræber den oprørske kvinde, og digtet slutter med en opremsning af hans 50 navne og funktionsområder. Det er muligvis indgået som fremførelse i et religiøst ritual, men det indskærpes at menneskene skal studere og tage ved lære af Marduks historie:

 

Den gamle skal tilegne sig det og udlægge det,

selv den kloge og den lærde skal diskutere det jævnligt,

en far skal fortællesin søn, skal undervise ham deri,

forklare det for sin hyrde og hyrdedreng, ...

 

Vi ved ikke hvordan fortællerne har fremført deres eper for publikum. Som al anden episk digtning er de på vers, og har muligvis været ledsaget af musikakkompagnement (strengeinstument?). Om verseformen skriver Westenholz (op.cit.): "Et egentligt metrum fandtes formodentlig ikke. ...Hvert vers bestod af to halvvers, normalt med to betonede stavelser i hvert. De to halvvers, eller to hele verslinier, har tit det samme indhold udtrykt i lidt forskellige ord. ... Rim bruges ikke, derimod ofte assonans og allitteration".  

 Det bedste og et af de ældste ældste digt vi kender fra Mesopotamien er eposet om Gilgamesh[5]. Det er bevaret i brudstykker og i større helheder, fra flere tider og på forskellige sprog, har altså været umådelig populært osse udenfor Mesopotamien. Fra første halvdel af 2. årtusinde stammer 14 sumeriske tavler og nogle fragmenter, langt de fleste fundet i Nippur. Endvidere er der bevaret nogle oldbabylonske versioner, osse fra første halvdel af 2. årtusinde, en hittitisk prosaversion fra midten af 2. årtusinde, et hurritisk fragment, men den mest udførlige udgave er assyrisk, oprindeligt skrevet på 12 tavler med ca. 300 linier på hver. De stammer fra det 7.årh. og blev fundet

i biblioteket i Ninive[6]. Det er historien om Gilgamesh, den halvt legendariske konge af Uruk, om hans gode og mindre gode sider, hans bedrifter og hans forsøg på at opnå hvad mennesker ikke kan opnå. Sådan som historien foreligger i dag er det ikke én sammenhængende fortælling, men en række episoder, der holdes sammen af hovedfiguren, og hver af disse episoder beskriver og belyser et væsentligt afsnit i Gilgamesh's liv. I et afsnit beskrives hvorledes den unge konge misbruger sin magt:

...

Gilgamesh lader ikke den unge mand vende hjem til sin far,

dag og nat driver han dem ubarmhjertigt frem.

Og han, Gilgamesh, er hyrden i Fårefolden Uruk!

Gilgamesh lader ikke den unge pige vende hjem til sin mor,

deres klager --- [lakune]    

 

På menneskenes bøn skaber modergudinden Aruru et modstykke til Gilgamesh, Enkidu, en mand med enorme kræfter, der dristigt stiller sig op mod kongen da denne skal til at begå endnu en uhyrlighed. De brydes, Enkidu bukker under, men Gilgamesh imponeres af hans mod og styrke, og de bliver venner for livet. Sammen drager de ud til cedertræsskoven for at tæmme skovens vogter, uhyret Humbaba, som de dræber. De afleverer det afhuggede hoved til stormguden Enlil, der dog tager dem det meget ilde op at de har dræbt den guderne satte til at vogte skoven.

I en anden episode bliver kærlighedsgudinden Ishtar forelsket i Gilgamesh og forsøger at forføre ham, men forgæves. Der går for mange rygter om hvordan Ishtar har mishandlet sine tidligere elskere, og Gilgamesh afviser hende hånligt. Som hævn sender hun den himmelske tyr der skal tilintetgøre Gilgamesh og hele hans by, Uruk, men sammen med Enkidu dræber han tyren, og Enkidu kaster hånligt en luns af det døde dyr hen til Ishtar. Det er for øvrigt helt usædvanligt at se den mægtige gudinde blive ydmyget således, men måske har forfatteren eller skriveren af denne passage ikke forstået den oprindelige mening, at et menneske ikke kan have samkvem med en guddom og overleve. 

Det skulle han nu ikke have gjort, for guderne bestemmer at som straf for de to heltes (mis)gerninger skal Enkidu dø. Han bliver ramt af sygdom og dør efter tolv pinefulde dage på sygelejet. Inden da fortæller han en drøm om hvordan han mødte dødens sendebud:

 

Han greb mig og tog mig til mørkets hus, underverdenens bolig,

til huset, hvor de, der går ind, aldrig kommer ud,

ad vejen, der ikke har nogen vej tilbage,

til huset, hvis beboere tørster efter lyset;

støv er deres føde, deres brød er ler,

som fugle er de klædt i fjer og vinger,

aldrig ser de lyset, de bor i mørket, ...

Da jeg trådte ind i støvets hus,

så jeg mig omkring, der lå kroner i en bunke,

der sad de, der havde båret dem og i fjerne tider hersket i landet,

...

dèr sad yppersterpræster og deres hjælpere,

dèr sad eksorcister [åndeuddrivere] og renselsespræster,

dèr sad de store guders salvede præster,

... dèr var også underverdenens dronning Ereshkigal,

foran hende knæler Belet-seri, underverdenens skriver,

hun holder en tavle og læser den højt for hende. ...

 

Gilgamesh er rystet over den skæbne der venter alle dødelige, og beslutter at han vil forsøge selv at blive udødelig. Til den ende begiver han sig til dødsriget for at rådføre sig med det eneste menneske der hidtil har undgået døden, Utnapishtim, som vi kender som Atrahasisfra eposet af samme navn. Han møder ham faktisk, og Utnapishtim fortæller om hvordan guderne fordum ville udrydde menneskeslægten med en syndflod. Men han og hans familie blev advaret af guden Ea, der anbefalede ham at bygge en ark og tage dyr med om bord. Historien turde være de fleste bekendt. Som belønning for sin gudfrygtighed blev han belønnet med evigt liv i et paradis. Gilgamesh må indse at han ikke har mulighed for at opnå det samme, selv planten som skulle give ham ungdom lige til døden bliver stjålet fra ham af en slange. Endnu et afsnit beskriver Gilgamesh's død.

 

Det er et stort digt, en tekst om udfordringer og problemer som er uundgåelige dele af menneskelivet, om drifter, magtsyge, ambitioner, kreativitet, retfærdighed, videbegær, angst, sygdom, død etc. Det er spørgsmål som vi til alle tider må tage stilling til, og de blev taget op i denne verdens første litterære klassike.

Palle Rasmussen.

1] Mig bekendt er der kun bevaret ét folkeeventyr fra oldtidens Mesopotamien, det assyriske Den fattige mand fra Nippur. Det blev fundet i et assyrisk provinspalads i det nuværende Tyrkiet, men fragmenter af samme eventyr er fundet andre steder. Interessen for teksten, der altså har fundet vej til administrative kredse, kan skyldes at det er en opfordring til retfærdighed blandt konger og embedsmænd. Det er oversat og kommenteret af Mogens Trolle Larsen i P.J.Frandsen & J.Læssøe edd., Mellem Nilen og Tigris, 1984. 

[2] University of Oxford har offentliggjort over 400 litterære sumeriske værker, bl.a. Enmerkar og Gilgamesh, transkriberet og oversat: http://etcsl.orinst.ox.ac.uk/index1.htm  - et "must" for sumerofiler. Mine oversættelser fra engelsk er hentet herfra.

[3] Jeg oversætter fra en engelsk tekst.

[4] Dette og det næste epos er oversat & forsynet med indledning og noter af Ulla og Aage Westenholz, Gilgamesh – Enuma Elish, Guder og mennesker i oldtidens Babylon, Verdensreligionernes hovedværker, 1997, hvorfra de flg citater er hentet.

En engelsk oversættelse kan hentes på internettet: http://www.sacred-texts.com/ane/enuma.htm, men den er fra 1902, og der er siden da gjort mange fund og dukket mange nye overvejelser op i udforskningen af Mesopotamien og dets tekster

[5] Westenholz's oversættelse, som jeg her citerer fra, er ellerede nævnt; en engelsk oversættelse, læsevenligt sammenstykket af de forskellige udgaver og fragmenter og med udførlig indledning og noter er udgivet af N.K.Sandars, Penguin 1972 og sikkert flere gange siden. På internettet findes flere enelske oversættelser og essays. 

[6] S.N.Kramer har påvist at den akkadiske udgave af digtet fortrinsvis er baseret på sumeriske kilder: Journal of the American Oriental Society, vol. 64, 1944.

 

 Sumeriske ordsprog           (af  Palle Rasmussen)

Oversat fra engelsk fra:

http://etcsl.orinst.ox.ac.uk/catalogue/catalogue6.htm

ETCSL catalogue: proverbs, fables and riddles

Standard proverb collections

6.1.01 Proverbs: collection 1: composite text | translation

1. Man skal ikke skære halsen over på den der allerede har fået halsen skåret over.

2. Hvad der er ødelagt tilhører guden. Ingen kan tage det fra ham.

3. "Selvom jeg stadig har brød, vil jeg spise dit!" Vil det gøre en gæst afholdt hos hans vens familie?

4.  Hvis der er brød til overs, spiser mungoen det. Hvis jeg har brød til overs, vil en fremmed spise det.

(mungo eller desmerdyr er et lille tropisk pattedyr der lever af slanger, rotter, insekter, bær etc; kendt fra Kiplings historie om rikki-tikki-tavi)

 

5.  Man taler ikke om det man har fundet. Man taler kun om det man har mistet.

6.  En ung kvinde prutter aldrig når hendes mand omfavner hende.

7.  Hvad der end plager dig, tal ikke om det til nogen.

8.  Rigdom er langt borte, fattigdom lige ved hånden.

9.  Den der ejer meget er konstant på vagt.

10. Svigersønner -- hvad har de bidraget med? Svigerfædre -- hvad er de sluppet af med?

11. Verdsligt gods er som flyvende fugle – de finder aldrig et sted at slå sig til ro.

12. Frivilligt skal du kun give det halve brød væk!

13. I den by hvor der ingen hunde er, er ræven herre.

14. I de lammes by er krøblingen hofmand.

15. En bys skæbne kan ikke forudses; kræmmeren er dens bogholder.

16. Man kan købe varer i byen, men det er fiskeren der leverer maden.

17. Hvad der bliver talt om i hemmelighed bliver røbet i kvindernes stue.

18. Når uhæderligheds båd sejler, går den på grund.

19. Han er som en båd, flyder altid ovenpå.

20. De der hidser sig op bør ikke være ledere.

21. På steppen vokser ingen plante så kær som en ægtemand.

22. Den som ikke kan forsørge sin kone, den som ikke kan ernære sit barn, har ingen grund til at holde fest.

23. En ondsindet kone i huset er værre end alskens sygdomme.

24. En troløs penis passer til (?) en troløs vagina.

25. At gifte sig er menneskeligt, at få børn er guddommeligt.

 


 
”AKITO”  Assyrernes nytår (1)


I Assyrien og Babylonien varede nytårs festivalen tolv dage:

 De første fire dage af Nissan (april måned) var faktisk i høj grad givet til forberedelser, der omfattede den vigtige renselse , og kulmination i oplæsning af episke digt i templet , og selve ENUMA ELISH (2)(skabelses myten) var højtidelig oplæst på den fjerde dag af festivalen .

den femte dag begyndte kongen at spille sin ledende rolle . Inden for Assur/Marduks alteret , hvor kongen blev konfronteret med den øverste præst, der fratog ham sin krone og placerede den foran guds statue . Derefter begyndte præsten at slå kongen på kinden og lad ham knæler og erklærer sig uskyldig ” JEG HAR IKKE SYNDET, DU LANDENES HERRE …” .

Præsten taler til ham på gudernes vegne, og erklærer at kongens bøn er hørt og hans herredømme ville være stigende, og forhøjer hans loyalitet, og så giver ham sin krone tilbage , og slå ham igen på kinden. Hvis slaget får kongens tårer til at flyde, så var det et godt varsel for et frugtbar år med regn.

I denne interessent ceremoni, åbenbart, herskeren var renset og hans regering fornyet i forberedelse for den universale fornyelse, som han skulle deltage i . 

 Samme dag (den 5. Nissan/april) steg bevægelsen på gaderne . guden var forsvundet fra byen, og dødens magt fangede ham i bjerget , naturen var livløs og livet hang i uvished , kaos var ved at vende tilbage . Menneskemængderne begyndte at bevæge sig hektisk , de løb rundt hylende og skrigende i sorg . Folkets øjne var rettet mod ZIGGURAT (hvor Assurs grav var), der hvor han var fanget i den mørke støvede underverden , og ventede på deres sorg og hjælp .

 Næste dag, den 6. Nissan, var fyldt af spænding, menneskemængderne måtte strømme langs flodbredderne for at iagttage ankomsten af de besøgende guder/statuer som ankom til kajerne i deres hellige både .  De kom fra Nippur og Uruk og andre byer .

Den vigtigste af dem alle var Marduks egen søn, Nabu, som boede i Borsippa, og han kom til Babylonien som sin fars frelser . Muligvis , han ledede en triumferende optog af alle guder op fra floden . Kongen var også tilstede og skænkede drikoffer .

Vi har ikke så meget kendskab til den egentlige ”frigørelse” som måtte have fundet sted på den syvende dag af festivalen . Nabu ledede guderne imod sin fars fjender og frigjorde marduk fra sit fangenskab i bjerget . 

 Den 8. dag var en højtidelig dag . Alle guders statuer var samlet i Ubshukinna, som repræsentere gudernes forsamlings sted, og de blev stillet i række, ifølge deres rang og stod lige overfor Assur/Mardukh, som de overdragede deres forenet magt til. Og mens kongen, præsterne og statuerne var samlet på den måde inden for Esagilas vægge, skulle befolkningen være stille og bevare roen . En hel dag af stilhed mellem sorg og udbrud af glæde og jubel .  

Den var den 9. dag, der så den fremragende optog af guder og folk fra Esagila til festivalhuset (BETH AKITU), der var anbragt i de skønne haver uden for byen . Endelig, gik Ishtar med Assur/Marduk, og kongen erklærede starten af festivalen, og træd herren af Assyrien/Babylonien frem, landet knæler foran ham . Så træder Ishtar frem, mens aromatisk planter brændte med duft, og hendes tjenere spillede fløjter .

I Assyrien, hvor gud Assur var den ledende skikkelse blev dramaet om kampen mellem Assur og Tiamat vist på kobber døre af (Beth Akitu),  hvor kampen blev følget af skabelsen af himmelen, jorden og menneskeheden . Den symbolske handling endte med kaos` nederlag og ordens sejre igen.

 
 Ashur blev føret tilbage til Assyrien igennem menneskemængders brølen og deres rituel råb af glæde . Denne tilbagevenden må have fundet sted i den 10. dag i Nissan, efter en herlig festmåltid i ”FESTIVAL HUSET – BETH AKITU” .

 Hvis denne orden af dagene er korrekt, så var den nat, hvor den hellige bryllup af Assur og Ishtar blev udført , enten i Esagila eller i kapellet med leje på Ziggurat , måske brylluppet fandt sted mellem kongen og den øverste præstinde . Da brylluppet blev fejret, så var fornyelsen af hele naturen sikret .

den 11. dag holdt guderne en anden forsamling for afgørelsen af skæbnerne ligesom de gjorde i den 8. dag . Den sidste ceremoni af nytårs festivalen ser ud i virkeligheden til at fejre det øjeblik, hvor Assur og Ea dræbte Kingu, og fra hans blod skabte de mennesket. Fra den dag skulle mennesket påtage sig al slid og besvære for at gøre guderne frie fra deres arbejde .

Den 12. dag i Nissan var dagen af bortgang, og kajerne måtte være fyldte af de besøgende guder igen, og måske de besøgende medlemmer af kongehuset, for at sende dem hjem igen .

 Til sidst, må vi sige at nytårs festivalen (AKITU) har efterladt sine mærker i den moderne Assyrien, hvor assyrerne i vore dage, især dem der bor i det nordlige Irak, sætter buketter af blomster og græs over deres dørtærskel på den første dag i NISSAN/april hvert år, en tegn på frugtbarhed og lykke i det nye år .

Vi kan også tillægge ”aprilsnar” som foregik på den femte dag af nytårs festivalen, fordi guderne forsvandt og forvirringen herskede, og ”aprilsnar” er kendt over hele verden den dag i dag .

 

GODT  NYTÅR   (6758)
-----------------------------------------------------------------------------

(1)     Den assyrisk-babyloniske nytårsfestival: 

I den assyrisk-babyloniske nytårsfestival indgår renselsesbade, recitation af ENUMA ELISH og bønner til guden Assur/Marduk, et kultisk besøg af sønnen ,Nabu, fra byen Borsippar, i denne forbindelse optræder kongen i kulten som den ansvarlige person for, at gudernes vrede ikke vækkes.

Efter forskellige renselse, træder øverste præsten og fratager kongen sine værdighedstegn og slå kongen på kinden, trække ham i øret og få ham til at bøje sig til jorden … Kongen skal erklære :”Jeg har ikke syndet, du landenes herre…..” . Derefter forkynder præsten gudens barmhjertighed . Kongen får sine værdighedstegn tilbage . Derefter skal præsten slå ham på kinden . Hvis kongens tårer flyder, betyder det, at gud er gunstigt stemt . Hvis hans tårer ikke flyder, er gud vred : Fjenden vil rejse sig og forårsage hans fald .  

(2)     Enuma Elish: Universets skabelse:  

 Universets skabelse er beskrevet i det assyrisk-babyloniske skabelsesepose, Enuma Elish, der som alle mesopotamiske litteraturværker blev opkaldt efter værkets indledningslinie ”Dengang da foroven” .

Verdens skabelse beskrives som en kamp mellem flere generationer af guder:

Oprindelig var der Apsu (det underjordiske ferskvand), og Tiamat (det salte vand). Lahmu og Lahamu, og siden Anshar og Kishar blev formet. Sidstnævnte par fik sønnen Anu, der blev far til gud Ea. Da disse yngre guder forstyrrer Apsu og Tiamat, beslutter Apsu at udelægge dem, men Ea dræber ham og etablerer en helligdom på stedet. Hvor Marduk,Ea`s søn blev født.

Drabet på Apsu fik Tiamat til at hævne ham. Hun skaber til dette formål forskellige uhyrer, og udnævner Kingu til leder. Marduk udnævnes til leder af Kampen mod Tiamat og Kingu. Marduk fælder Tiamat ved hjælp af vinde og fangnet. Han erobrer verdensherredømmet, symboliseret af skæbnetavlerne, tilbage fra Kingu. Herefter ordner han universet. Guderne hilser Marduk som konge. Marduk bekendtgør bygningen af Babylon, hvor guderne. Kingu udpeges som den ansvarlige for oprøret. Han slagtes, og menneskene skabes af hans blod for at tjene guderne. Esagila-templet bygges, og Marduks 50 navne proklameres.

 

 

 

HOME